Hos Christian var der altid en avec til kaffen – og et godt grin…

På vejen gennem tilværelsen møder man af og til – omend ikke ofte – personer, der med deres karisma, karakter og integritet gør et varigt indtryk på deres omgivelser. Et sådant menneske var Christian Langballe.

Når man, som jeg, er vokset op i det midtjyske, står familien Langballe i et nærmest mytologisk skær. Christians far, Jesper, var sammen med sin fætter Søren den teologiske og ideologiske søjle, som i høj grad formgav det tankegods, som overgængerne fra det anarkistiske Fremskridtsparti til det nystartede Dansk Folkeparti byggede på, da de skulle udvikle deres unge parti fra et protestparti til en nationalkonservativ og folkelig bevægelse.

Det var derfor helt naturligt og rigtigt, at Christian i 2011 overtog sin fars kreds i Viborg, da han valgte ikke at genopstille. Men det er på alle måder forkert at reducere Christians betydning for Dansk Folkeparti og Danmark til kun at være sin fars søn. Christian var i sin egen ret en politisk naturkraft med større indflydelse på Dansk Folkeparti og partiets overlevelse, end mange aner.

Selv omtalte Christian med stor kærlighed og varme om sin opvækst, først i Aarhus, hvor hans far færdiggjorde sine studier, og derefter i Steen Steensen Blichers gamle præstegård i Thorning, hvor Jesper var sognepræst i en menneskealder. Christians værdier havde han med hjemmefra. Det nationale sindelag var centralt hos familien Langballe. Christians bedsteforældre havde spillet en rolle i modstandsbevægelsen i Kronjylland og på Djursland. Men i familien Langballe dvælede man ikke ved fortidens bedrifter. Kamp for fædrelandet var en pligt – ikke noget, man fortjente særlig hæder eller omtale for.

Christian var i lære som ubefaren matros på skoleskibet Georg Stage og brugte ungdomsårene til søs, før han slog ind på præstegerningen. Han læste teologi på Aarhus Universitet fra 1990 til 1998. Det var på studiet, han mødte sit livs kærlighed, Lone, der siden har uddannet sig til sygeplejerske. Helt fra starten slog det gnister – både i kærligheden og når meningerne skulle brydes i det lille hjem. Lone er opvokset i et lægehjem, præget af 68’er-tidens ånd, så det kunne godt slå gnisterne, når verdenssituationen blev vendt. Lone har lige siden været et fast menneskeligt anker, og de blev af venner kaldt ”krudt og ild”. Størst af alt var dog kærligheden, og i studietiden kom døtrene Karen, Sigrid og Agnete til og fuldendte det lille hjem.

Christian fandt sit livs vigtigste kald i sit virke som sognepræst ved Tjele og Nørre Vinge sogne samt ved Viborg Domkirke. Han virkede som præst her fra 2000 og helt til sin død. Da han blev valgt til Folketinget, valgte han at fortsætte sin præstegerning. Til stor frustration for kræfter i partiet, der gerne så Christian overtage sin fars virke som udlændingeordfører – et forslag Christian venligt, men bestemt, afviste. Der skulle også være tid til konfirmandundervisningen i Viborg, lød den overraskende, men bestemte begrundelse.

Christian var aldrig en medløber – hverken politisk eller teologisk. Han var, som mange i familien, rundet af Tidehvervsbevægelsen, hvis ånd er blevet opsummeret i valgsproget: ”Gud er alt, jeg er intet – men du er en idiot.” Derfor var der også en bastant afvisning af flokmentalitet, hellighed og selvforherligelse hos Christian. Han tog kristendom og tro alvorligt, men var aldrig selv hellig eller selvhøjtidelig – karaktertræk, han fandt frastødende og ulidelige.

Jeg lærte for alvor Christian at kende, da han kom i Folketinget. Christian var en atypisk politiker. Han virkede i otte år som partiets indfødsrets- og kirkeordfører – områder, han forvaltede med stor ildhu og oprigtig interesse. Christian var blandt andet en helt central skikkelse i de udlændingestramninger, som det lykkedes at presse de forslæbende borgerlige partier med på, på indfødsretsområdet i 2015-19.

Det, der dog står klarest i erindringen, er hans menneskelige kvaliteter. Christian var godt selskab. Vi havde en uformel, vittig og direkte tone fra første dag. Selvom jeg aldersmæssigt var tættere på Christians børn, var hans bedømmelse af mennesker altid baseret på deres viden, indsigt og karakter – Christian ville nok sige: deres åndelige indhold. Derfor følte man sig altid set, hørt og taget alvorligt i selskab med ham.

For Christian var kampen for kristendommen, Danmark og danskerne noget, han tog dybt alvorligt og mente oprigtigt, men der var altid plads til refleksion, selvironi og grin – selv under diskussionen af de mest alvorlige emner.

Da jeg i 2016 skulle giftes, var det derfor helt naturligt at bede Christian forestå vielsen. Det accepterede han på stedet, men han insisterede på, at jeg skulle tage min forlovede forbi præstegården i Tjele før vielsen. Han ville kende det par, han skulle smede sammen. Efter en dejlig middag med god vin var stemningen god, og i vores vanlige uformelle tone prikkede jeg højt til Christian og spurgte, om der ikke var en avec til kaffen.

Min hustru var ved at gå til af skam, men Christian rejste sig, som det mest naturlige i verden, og hentede en god flaske whisky, som vi endte med at dele i løbet af aftenen og natten. Hos familien Langballe var der altid højt til loftet, plads til bram- og fordomsfrie meningsudvekslinger – og ægte hjertevarme. Da vi kort efter blevet viet i No Kirke brillierede Christian med en prædiken, der satte kristendommen og danskheden i centrum.

Efter det store valgnederlag den 5. juni 2019 mistede Christian sit mandat i Folketinget – et par uger før havde jeg mistet mit mandat i Europa-Parlamentet. Efter de første prognoser tikkede ind, så det svært ud for Christian, så vi fortrak med Lone og et par nære venner til hans kontor på Christiansborg, hvor vi delte et par flasker vin og vendte verdenssituationen. Christian var ikke bitter over det tabte mandat, men han var dybt plaget af det, han så som et ideologisk svigt i Dansk Folkeparti, der havde forladt de grundværdier og pejlemærker, som var partiets eksistensberettigelse.

Christian var en gennemloyal mand, der i hele sit politiske virke afstod fra rævekager og intriger. Men han var også en af de meget få medlemmer af Dansk Folkepartis daværende folketingsgruppe, der altid sagde sin oprigtige mening – uanset om den var populær hos den siddende partiledelse eller ej. Det aftvang respekt. Det fortsatte han med efter sin tid i Folketinget.

Christian var udpeget som dommer ved Rigsretten og kom dermed til at spille en rolle i sagen mod Inger Støjberg. En politiker som Christian uden omsvøb erklærede, havde svigtet ved ikke at følge sin hårde retorik på udlændingeområdet op med reel og meningsfuld handling i sin ministertid, men også et menneske som han med rigsretssagen mente, blev udsat for en hel utrolig politisk hævngerrighed og hykleri fra sine politiske modstanderes side.

Han tog hvervet meget alvorligt og påtog sig det med stor integritet. Da der blev spekuleret højlydt i, hvem der havde afgivet disens og stemt for frifindelse af Støjberg, kunne selv nære venner ikke lokke ud af ham, hvordan han havde forholdt sig til skyldsspørgsmålet – det må vi og verden vente med at få oplyst, til arkiverne åbnes.

Christians frustration over, at Dansk Folkeparti var kommet på ideologisk vildspor, udmøntede sig aldrig i tanker om faneflugt eller rænkespil. Men han delte ærligt og oprigtigt – både internt og i stigende grad eksternt – sin analyse af, at Dansk Folkeparti måtte finde tilbage til sine rødder, hvis det skulle genrejses. Derfor stod han også klar til kamp, da Kristian Thulesen Dahl meddelte sin afgang.

Først med en helhjertet støtte til Morten Messerschmidts formandskab og senere stillede han sig beredvilligt til rådighed ved skæbnevalget i 2022 som kandidat for partiet i Nordjylland. Christian var bevidst om, at chancen for valg var lille, men han var en værdikriger og stillede sig op i rækkerne. Han var med til at sikre partiets overlevelse – ligesom han var en uvurderlig støtte i forbindelse med, at vi genvandt mandatet i Europa-Parlamentet i 2024.

Kort efter kom kræftdiagnosen med den hårde besked om, at Christian kun havde kort tid tilbage. Jeg nåede et sidste besøg i præstegården, hvor Christian med vanlig kampgejst tog del i debatten om wokeismens skadelige indflydelse og med underspillet stolthed kunne fortælle om det portrætmaleri af sin far, som han selv afslørede på DF’s årsmøde kort efter, og som nu skal hænge på Christiansborg – som et symbol på Langballe-klanens indflydelse på nyere dansk politik. Det blev også til en sidste julefrokost med kampfællerne i DF Viborg, hvor humøret var højt, og vi lokale kampfæller fik sagt et ordentligt farvel til Christian.

Christians sidste tid blev dog også en mulighed for ham og familien. Christian nåede i den tid at føre to døtre alters og få to børnebørn, som begge blev døbt, som han stolt berettede begge var blevet opkaldt efter deres morfar. Endelig nåede Christian og Lone med gode venner en sidste fælles rejse til Rom, før sygdommen fik overtaget, og kræfterne slap op. I efteråret holdt han afskedsgudstjeneste i sine kirker.

Christian Langballe døde påskelørdag, den 19. april 2025 og blev begravet fra Viborg Domkirke, hvor han så mange gange selv har forkyndt det kristne budskab. Han døde alt for ung, i en alder af kun 58 år, og efterlader sig Lone, døtrene Karen, Sigrid og Agnete, svigerbørn og to børnebørn.

Han opgav dog aldrig sin kristentro, og han gik mod sin skæbne med en vished om, at der var tale om et på gensyn – ikke et farvel.

Æret være Christians minde.