Benzin- og dieselafgifterne stiger i 2026

Ved årsskiftet sender regeringen endnu en regning til helt almindelige bilister. Højere afgifter på benzin og diesel er ren detailstyring af danskernes valg – det rammer familiernes økonomi og skubber by og land endnu længere fra hinanden.

Afgifter som politisk styring

Regeringen taler varmt om ansvar og grøn retning, men bruger i praksis afgifter som et tungt styringsredskab. Ikke for at gøre hverdagen bedre, men for at presse danskerne ind i én løsning. Man kalder det omstilling, men det er en omstilling med ryggen mod muren. Når staten systematisk gør det dyrere at eje og køre i benzin- og dieselbiler, er det ikke et neutralt valg. Det er en politisk beslutning om at gøre hverdagen dyrere for dem, der ikke kan tilpasse sig på kommando.

Den kurs er både naiv og skadelig. Naiv, fordi den forudsætter, at hele Danmark har samme infrastruktur, samme økonomi og samme dagligdag. Skadelig, fordi den øger regningen for netop de familier, der i forvejen har de længste afstande og de færreste alternativer. Staten griber direkte ind i danskernes privatøkonomi for at forme et marked, der burde udvikle sig på kvalitet, pris og tilgængelighed – ikke på straf.

Et slag mod dem, der holder Danmark i gang

Det er nemt at hæve bilafgifter, når man ser verden fra et kontor i en storby. Her er der tog, metro og busser i døgndrift. Her kan mange klare sig uden bil eller med en minimal kørselsprofil. Men sådan ser Danmark ikke ud uden for storbyernes postnumre. I store dele af landet er bilen nødvendig. Det er den, der får sygeplejersken på nattevagt på arbejde. Den, der får lærlingen ud til byggepladsen klokken seks. Den, der får børnefamilien gennem hverdagen med skole, fritidsliv og arbejde i hver sin retning.

Når regeringen skruer op for afgifterne, er det i realiteten en ekstra skat på at bo uden for storbyerne. En ekstra byrde for pendlere, for små virksomheder, for håndværkere og for familier, der har valgt at bo i de lokalsamfund, som politikerne ellers påstår, de vil styrke. Den politiske signalværdi er smuk i et ministerielt talepapir; den praktiske virkelighed er en dyrere hverdag for dem, der allerede betaler i tid og afstand.

Så dyrt bliver det

Lad os være konkrete om, hvad der rammer ved årsskiftet – alene ud fra de oplysninger, der allerede er meldt ud:

For benzinbiler stiger de løbende ejerafgifter i 2026 i gennemsnit omkring 10 procent. Det er den sidste planlagte årlige forhøjelse i denne omgang. FDM
For dieselbiler ligger stigningen typisk omkring 7 procent, fordi udligningsafgiften ikke indeksreguleres på samme måde som de øvrige periodiske afgifter. FDM
De mindst brændstofeffektive benzin- og dieselbiler er hårdest ramt og kan stige med knap 3.000 kr. om året i løbende afgifter. FDM
For nyere biler, der betaler CO₂-ejerafgift, betyder 2026-reguleringen fx, at satser som 420 kr. pr. halvår bliver til 460 kr. pr. halvår. Det svarer til 920 kr. om året for de laveste CO₂-klasser. Husk, at man opkræves halvårligt. FDM
Oven i de løbende afgifter forventes benzin og diesel i sig selv at blive dyrere i fremtiden, fordi transportsektoren bringes ind i et EU-kvotesystem. Det løfter omkostninger hos brændstofleverandørerne og kan betyde prisstigninger på mere end én krone pr. liter for forbrugerne. FDM

Det er den regning, danskerne står med, når champagnepropperne springer nytårsaften. Det rammer ikke kun “gamle” biler eller bestemte modeller; det rammer bredt – og hårdest for dem, der ikke har et realistisk alternativ i hverdagen.

Hver uge giver jeg nye vinkler og indblik i de nyheder, som medierne fortier

Få dem direkte i indbakken her

De skaber et kunstigt marked

Hvis elbiler er det bedste valg for de fleste, skal de nok vinde. Det kræver ikke, at staten fordyrer alt andet. Når regeringen forringer vilkårene for benzin- og dieselbiler for at få elbiler til at se bedre ud i sammenligning, manipulerer den markedet. Det skaber kunstig efterspørgsel, der ikke bygger på den enkelte families behov, men på politiske præferencer.

Konsekvensen er forudsigelig: Folk køber efter regler, ikke efter virkelighed. Investeringer træffes ud fra skiftende satser og forbehold, ikke ud fra holdbarhed, funktion og økonomi. Og hver gang reglerne justeres, flyttes målstregen. Det er en usikker vej for både husholdninger og virksomheder. Man burde i stedet skabe stabile, teknologineutrale rammer og lade danskerne handle på det, der virker i deres hverdag.

Regeringens linje splitter

Der er intet samlende i at sende enslydende regninger ud til vidt forskellige dele af landet. Det er en politik, der glemmer Danmarks geografi og økonomiske forskelle. En politik, der beskærer valgfriheden, mens den taler om ansvar. Og en politik, der forstærker skellet mellem by og land, selvom vi har brug for det modsatte.

Det mest bekymrende er holdningen bag. Regeringen opfører sig, som om staten ved bedre end borgerne. Som om ministerier og styrelser kan definere det rigtige valg for enhver familie. Det kan de ikke. Og når man prøver, ender det med mere tvang, mere bøvl og større regninger til danskerne.