Der er øjeblikke i europæisk politik, hvor man må knibe sig i armen og spørge: Er det her virkelig virkeligheden? Opdagelsen af det tyske censurnetværk er ét af de øjeblikke.
Det er ikke ofte, at en historie rammer én så direkte, at man mærker den politiske kulde helt ind i rygmarven. Men afsløringen af et omfattende, statsfinansieret censurnetværk i Tyskland gør netop det. Dokumenterne tegner et billede, som man normalt ville forbinde med autoritære regimer langt fra Europa: et system, hvor staten i samarbejde med udvalgte NGO’er og medier er begyndt at analysere og påvirke, hvordan borgernes politiske ytringer opfattes og reguleres.
Det her er en nyhed, som de færreste danskere overhovedet har hørt om. Og måske er det netop meningen. For når magtfulde stater begynder at monitorere holdninger i stedet for handlinger, når almindelige borgere risikerer at havne i søgelyset som “risikogrupper”, fordi de stiller sig kritisk over for regeringens linje, blot fordi de er skeptiske over for regeringens linje – så bevæger vi os ind på et territorium, som ingen demokratisk nation burde nærme sig.
Tyskland kalder det “beskyttelse mod disinformation”. Jeg kalder det noget helt andet: begyndelsen på et kontrolapparat i opbygning, hvor staten – via NGO’er og medier – i stigende grad forsøger at påvirke, hvilke holdninger der anses for legitime.
Tysklands censurnetværk
Når man dykker ned i materialet om det tyske censurnetværk, ser man et billede, der er dybt bekymrende. Staten finansierer et omfattende samarbejde med NGO’er, der får til opgave at overvåge og kategorisere borgere og grupper efter deres politiske synspunkter. Alt sammen under den pæne og ufarlige betegnelse “kampen mod desinformation”. I realiteten handler det om at kontrollere, korrigere og på sigt neutralisere kritiske stemmer.
Det mest groteske er, at dette netværk ikke kun koncentrerer sig om ekstremistiske miljøer eller ulovlig propaganda, men også almindelige europæere, der tillader sig at være skeptiske over for regeringens linje, migrationspolitikken, klimaagendaen eller EU’s voksende magt. De bliver registreret i rapporter som “risikogrupper”, blot fordi de deler artikler fra alternative medier, kritiserer de politiske beslutningstagere eller stiller spørgsmålstegn ved de officielle fortællinger.
Her står vi altså i et moderne demokrati, hvor staten er begyndt at kortlægge – og dermed kontrollere – borgernes meninger. Hvem havde troet, at et EU-land i 2020’erne ville nærme sig en model, der minder mere om DDR end om et frit europæisk demokrati?
Når staten og NGO’er smelter sammen til et kontrolapparat
Noget af det mest afslørende ved dokumenterne er, hvordan NGO’er – der normalt fremstilles som uafhængige, kritiske og “civilsamfundets stemme” – pludselig optræder som regeringens forlængede arm. De får millionbeløb for at føre registret over borgere, der udtrykker “afvigende synspunkter”. De udarbejder analyser af grupper og bevægelser, der ikke bryder sig om regeringens kurs. De udpeger politiske modstandere som potentielle trusler mod “demokratiet”, blot fordi de mener noget andet end regeringen.
Det er præcis den tendens, jeg i årevis har kritiseret EU for. Når NGO’er og staten smelter sammen, opstår en form for politisk maskineri, som er langt mere effektivt – og langt mere farligt – end traditionel censur. I stedet for at forbyde ord og idéer skaber man et system, hvor uønskede holdninger bliver overvåget, registreret og udskammet. Det er en blød totalitarisme, pakket ind i pæne ord om “sikkerhed” og “samfundsrobusthed”.
Og det er ikke nyt. EU har gjort det samme under utallige kriser. Som jeg skrev i min sommerhilsen fra Bruxelles: EU lader aldrig en god krise gå til spilde, men bruger enhver nødsituation til at udvide unionens greb om borgernes liv og friheder.
Censur i små skridt
Når man læser afsløringerne fra Tyskland, ser man hele salamimetoden, som jeg har beskrevet i Det store EU-bedrag, gentage sig: magten udvides i små, næsten usynlige skridt.
Først handler det bare om at “bekæmpe misinformation”. Så handler det om “samfundets sammenhængskraft”. Senere om “digital sikkerhed”. Og til sidst står man med et system i udvikling, hvor staten i praksis får mere indflydelse på, hvilke meninger der får plads – og hvilke der skubbes ud i kulden. Det er sket før. Det sker igen. Og nu sker det i Tyskland, Europas største politiske kraftcenter.
Vi ved samtidig, at EU følger trop, når Tyskland går forrest. Det gælder økonomisk politik, migrationspolitik og sikkerhedspolitik – og nu også reguleringen af ytringsfriheden. For når et medlemsland først etablerer et overvågningssystem, der udpeger borgere som “problematiske”, er næste skridt at gøre det til EU-standard.
Og så er det ikke længere et tysk problem. Så er det vores problem.
Danmark skal stå fast
Jeg siger det lige ud: Danmark skal aldrig nogensinde acceptere, at EU eller et andet medlemsland forsøger at indføre fælles mekanismer til politisk overvågning. Danskerne har ret til at tale frit. Ret til at være skeptiske. Ret til at kritisere regeringen, EU-systemet, migrationen og centraliseringen – uden at blive registreret som “risikogruppe”.
Vi kan ikke have den udvikling, hvor holdninger behandles som sikkerhedstrusler, og hvor civilsamfundet bliver omdannet til statens kontrolredskab. Og vi kan endnu mindre acceptere, at Bruxelles er ved at tage samme skridt som Berlin.
Danmark skal insistere på national suverænitet – ikke blot over vores grænser, vores velfærd og vores udlændingepolitik, men også over vores ytringsfrihed. Et frit ord kræver en fri nation. Og en fri nation kræver, at vi tør sige fra, når store EU-lande bevæger sig ud ad en vej, der truer den europæiske frihedstradition.
Kilder:
https://unherd.com/newsroom/german-censorship-funding-increases-by-500-since/
