Det lyder som en dårlig joke. Men det er virkelighed fra 1. oktober: Danmark får en ny emballageafgift, der rammer bredt, hårdt og komplet skævt. En afgift så indviklet og bureaukratisk, at selv garvede erhvervsfolk må trække på skuldrene og gætte sig frem til, hvad de egentlig kommer til at skylde staten.
Forestil dig, at du importerer vin. Allerede nu modtager flere vinhandlere chokregninger på 100.000, 150.000 – ja, i ét tilfælde 174.000 kroner – for noget, de ikke engang har solgt endnu. Hvorfor? Fordi staten har lavet et system, hvor du skal betale emballageafgift på forskud. Ikke baseret på hvad du har solgt – men på hvad du tror du kommer til at sælge. Som en vinhandler udtalte: “Vi skal gætte, hvor mange løsflasker og hele flasker Rema 1000 kommer til at sælge.” Det er grotesk.
Det absurde i afgiftens opbygning
Det burde være simpelt: en flaske er en flaske. Men ikke i det danske system. Her er det ikke nok at vide, hvad du sælger – du skal også vide, hvordan det bliver solgt. Er det en hel kasse? Er det løse flasker? Er det erhverv eller privat? Og hvor mange centiliter indeholder flasken?
Det lyder som en karikatur, men det er reelt politik: en vinflaske på 74 cl koster én ting i afgift – men har du den i 99 cl, er det noget andet. Er det plast? Er det glas? Er det karton? Der er forskellige satser for det hele. Og oveni det hele skal du betale, før flasken overhovedet har forladt lageret. Før kunden har set den. Før én eneste krone er tjent.
Danmark er det eneste land i EU, der har indført denne type emballageafgift. Det siger alt. Når selv Bruxelles holder sig i skindet, burde det ringe en klokke. Men nej – i Danmark går vi foran. Ikke med fornuft, men med papirnusseri, kontrol og et statsligt excelark, som ingen alligevel forstår.
Et skoleeksempel på dansk detailstyring
Hvis du vil forstå, hvordan Danmark fungerer, så kig på denne emballageafgift. Vi har det simpelthen for godt. For når politikere begynder at regulere, hvor meget vin der bliver solgt som løsflasker kontra hele kasser – så er det ikke længere lovgivning. Det er tvangstrøje.
Det er den samme logik, der betyder, at bønderne skal dokumentere, hvor deres ko har sovet om natten. Det er den samme logik, der betyder, at en lille købmand i Lemvig skal bruge flere timer om ugen på at indberette affald. Det er detailstyring i så små sko, at man skulle tro, det var løgn.
Og det værste? Det rammer ikke de store multinationale kæder. De har råd til at ansætte en fuldtidsansat til at forstå systemet. Det rammer de små. De lokale. De, der skaber arbejdspladser, bidrager til lokalsamfundet og holder hjulene i gang. Dem, som staten burde hjælpe – men som i stedet bliver plastret til med gebyrer, kontrol og nye regninger.
TT Typisk SVM-regeringen: Mere kontrol, mere stat og færre penge til danskerne
Det her er ikke bare en enkeltstående skandale. Det er et mønster. Afgiften på emballage er bare én blandt mange nye byrder, som SVM-regeringen har smidt i hovedet på befolkningen. Mere producentansvar. Flere grønne afgifter. Flere skjulte skatter. Og alt sammen uden at spørge sig selv: Har danskerne råd? Har virksomhederne kapacitet?
De vil have mere kontrol. Mere registrering. Mere overvågning. Danskerne skal hele tiden passe på, for ellers falder hammeren. Det er ikke bare dyrere at være dansker. Det er blevet farligere. Én fejl i en formular – og du risikerer at stå med en regning på 174.000 kroner, uden nogen advarsel.
Du skal ikke lade dig narre
Nu, hvor modstanden vokser, begynder regeringen at tale om “justeringer”. Lempelser. Loft over gebyrer. Midlertidig suspension af enkelte afgifter. Men lad dig ikke snyde.
De mennesker, der sidder i vores regering, har haft flere år til at gøre det lettere at være dansker. I stedet har de fyldt lovgivningen med flere regler, flere afgifter og mere kontrol. Og nu – få måneder før valget – forsøger de at fremstå som løsningen på deres egne problemer.
Men det var dem, der skabte problemet. De håber, at du glemmer det. At du lader dig købe med en lille lempelse her, et lille gebyrloft dér. Det er klassisk politisk teater: først slår de dig i gulvet – og så kommer de løbende med plaster og håber, du siger tak.
Der er brug for et reelt alternativ
Så til dig, der måske stadig tænker, at det nok går alt sammen: Se dig omkring. Hver gang du handler, betaler du mere. Hver gang du åbner en regning, har staten haft fingrene i den. Og hver gang en lille virksomhed lukker, er det, fordi de ikke længere kan holde trit med politikernes kontrolbehov.
Det er ikke dig, der bestemmer. Det er dem. Det er embedsmænd, bureaukrater og politikere, der fjerner din frihed, krone for krone, regel for regel.
Hvis du vil have en anden retning, hvis du vil have frihed i stedet for formynderi, hvis du vil kunne betale dine regninger uden at fodre et system, der modarbejder dig – så ved du, hvad du skal gøre næste gang, du står i stemmeboksen.
