En belgisk mand blev for nylig stukket ihjel i Antwerpen. Midt om dagen. På åben gade. Ofret? En 32-årig belgier, der forsøgte at gribe ind, da gerningsmanden chikanerede en kvinde. Gerningmanden? En 18-årig Eritreer – endnu en af de mange, som Vesten og især Belgien har åbnet dørene for i naive forestillinger om mangfoldighed og integration.
Men hvor er medierne? Hvor er de store overskrifter? Hvor er politikernes opråb? Der er stilhed. Stilhed, fordi morderen er en del af den hellige migrantgruppe. Og stilhed, fordi sandheden er farlig for den multikulturelle drøm.
Belgien: Europas laboratorium for masseindvandring
Det her er ikke nyt. Belgien har i årtier ageret forsøgsstation for EU’s asyl- og indvandringspolitik. De har åbnet grænserne, ignoreret advarslerne og overladt deres befolkning til kaosset. Resultatet? Gaderne i Bruxelles domineres nu af afrikanske bander, skyderier er blevet hverdagskost, og dele af hovedstaden er reelt blevet parallelsamfund, hvor europæere anbefales ikke at færdes når solen går ned.
Og det stopper ikke der. Belgien er også blevet centrum for importerede konflikter. Grupper med rødder i Eritrea, Somalia og Congo fører deres interne krige midt i Europa. Det her er ikke integration.
En dødelig konsekvens af EU-politik
Lad os kalde en spade for en spade: Det er EU’s åbne grænser, der har bragt denne mand i graven. Det er EU’s asylregler, der har sluset titusindvis af unge mænd fra Afrika ind i Europa. Og det er de nationale regeringer, der passivt har stået og set til.
Så når en mand dør i Antwerpen, fordi han forsøger at forsvare en kvinde, er det ikke bare én gerningsmand, der bærer ansvaret. Det gør hele systemet. Det gør EU, det gør den belgiske regering, og det gør alle dem, der i årtier har nægtet at sige fra.
Problemet er ikke belgisk. Det er Europæisk.
Det her er ikke kun et belgisk problem. I Sverige ser vi granatchok og bandekrige. I Frankrig flammer gaderne op i had og vold. I Tyskland er kvindeoverfald blevet hverdag. Og herhjemme? Jo, vi ser det også. I Vollsmose. På Nørrebro. I Gellerup.
Vores velfærd bliver drænet. Vores tillidssamfund eroderes. Og vores kvinder er ikke længere sikre i nattelivet. Alt sammen som følge af én ting: Masseindvandring.
“Et modigt forsøg” dræbte ham ikke – det gjorde politikernes svigt
Lokale medier siger, at manden i Antwerpen døde i et modigt forsøg på at redde en kvinde. Men sandheden er mere rå: Han døde, fordi politikerne har fejlet. Fordi de valgte at importere problemer frem for at beskytte deres egne. Fordi de ignorerede advarslerne – og ikke vil løse deres selvskabte problemer.
Der er kun én løsning: remigration
Løsningen er ikke mere integration. Løsningen er ikke flere penge til parallelkulturer. Løsningen er remigration. De, der ikke respekterer vores samfund, vores love og vores værdier, skal ikke have lov at blive her.
Vi skal indføre et nationalt remigrationsprogram. Vi skal prioritere tryghed for vores egne borgere frem for falsk tolerance. Og vi skal turde sige, at Danmark er dansk – og det skal det blive ved med at være.
Der er håb – men kun hvis vi handler nu
Det her er ikke slutningen. Det er et kald til handling. For vi kan stadig nå at redde Danmark. Men det kræver, at vi vågner op. At vi smider den politiske korrekthed over bord og tager ansvar.
Vi skal sikre vores grænser. Vi skal genoprette vores suverænitet. Og vi skal sende et klart signal: Danmark er ikke til salg.
