Masseindvandringen splitter kultur, underminerer trygheden og udfordrer hele det folkelige fundament, som vores lande bygger på. Nu ser vi det helt konkret: I Wien taler mere end halvdelen af de yngste skolebørn ikke tilstrækkelig tysk. Det er ikke bare et sprogligt problem. Det er et nationalt og kulturelt wake-up call.
Hvis ikke det er østrigske børn der går i skolerne, hvor længe er Østrig så overhovedet “østrigsk”?
Hvad sker der med et land, hvor børnene ikke længere er en del af den oprindelige befolkning? Hvis ikke de små børn i klasselokalerne er østrigske – og næsten slet ikke taler det nationale sprog, hvor længe kan vi så kalde Østrig for Østrig?
Østrigerne er de eneste, der kan sikre, at Østrig forbliver østrigsk. Det samme gælder os danskere. Hvis man allerede i første klasse ser, at de indfødte er i mindretal, så har man allerede passeret det punkt, hvor det giver mening at tale om “integration”.
Det går ud over de europæiske børn
I den evige diskussion om integration, indvandring og systemer, glemmer vi ofte dem, det hele burde handle om: de europæiske børn. De børn, der vokser op i deres eget land, men som ikke længere kan mærke det som deres. De møder op i skoler, hvor deres egen kultur er sat i baggrunden, og hvor de færreste taler det sprog, der burde samle dem.
Når en klasse består af børn, hvor halvdelen ikke forstår det nationale sprog, bliver læring en umulig opgave. Læreren tvinges til at bruge kræfterne på konflikthåndtering og oversættelse i stedet for faglig formidling. Det går ud over alle. Men mest af alt rammer det de børn, der burde have haft de bedste forudsætninger for at lykkes.
Danmark har allerede dokumenteret konsekvenserne. En omfattende undersøgelse viser, at danske børn i klasser med høj andel af ikke-vestlige elever klarer sig markant dårligere selv 20 år efter grundskolen. Og hvis det er situationen i Danmark, hvor andelen trods alt stadig er lavere, så må man forvente, at konsekvenserne i Wien er endnu mere alvorlige.
Vi skal tage et opgør
I årtier har vi hørt de samme undskyldninger gentaget som et mantra. Vi har brug for arbejdskraft. Vi bliver ældre. Der er ikke nok hænder. Derfor må vi åbne os mod verden, lyder det fra politikere og “eksperter”. Men det, vi har brug for, er at åbne øjnene.
At mene, at Europa også i fremtiden skal være europæisk, er ikke et udtryk for ekstremisme. Det er et udtryk for ansvarlighed. At ville beskytte det, vores forfædre har opbygget gennem generationer, er ikke racisme. Det er sund fornuft.
Vi står i dag over for et valg. Vi kan fortsætte med at importere mennesker, der ikke ønsker at være en del af vores samfund, eller vi kan tage et reelt opgør. Et opgør, der kræver, at vi sætter en stopper for masseindvandringen og begynder at prioritere dem, der allerede er her. Det betyder også, at vi må begynde at hjemsende dem, der nægter at lære sproget, ikke vil arbejde og vender ryggen til vores fælles værdier. Nok er nok. Det handler om Europas fremtid, og den skylder vi vores børn at forsvare.
Hvornår tør vi sige fra?
Hvor mange generationer skal ofres, før eliten vågner op og indser, at deres politik har slået fejl? Vi kan ikke blive ved med at sætte vores egne børn bagerst i køen, bare fordi en lille gruppe magthavere i Bruxelles og på venstrefløjen vil redde hele verden.
Hvis vi ikke engang kan sikre vores egne børn en tryg skolegang, stabile omgivelser og kulturel forankring, hvem er det så, vi egentlig prøver at redde. Det er ikke medfølelse at lade egne børn miste fremtiden. Det er svigt. Og det er på tide, vi kalder det, hvad det er.
Vi skal tage ansvar. Ikke for hele verden. Men for dem, vi faktisk har et ansvar overfor. Vores børn, vores borgere, vores land. Det kræver mod at sige fra i tide, men det er nødvendigt. For hvis ikke vi beskytter vores kultur og vores fællesskab, så vil det forsvinde for øjnene af os.
Det her handler ikke om had, som modstanderne ynder at påstå. Det handler om kærlighed. Kærlighed til dem, der kommer efter os. Kærlighed til det samfund, vi har arvet og som vi skal give videre. Men vi kan kun give det videre, hvis vi insisterer på at forsvare det.
