Donald Trump har hurtigt ændret kurs siden sin valgsejr – og har med det kastet Ukraine under bussen på en måde, som selv de mest pessimistiske iagttagere ikke kunne have forudset. På få dage har han kaldt præsident Zelenskyj for en diktator, anklaget Ukraine for at have startet krigen, og erklæret, at Rusland nu sidder med alle kortene på hånden. Det er en dramatisk udvikling, som har efterladt Ukraine og dets allierede i en udsat og usikker position.
Trump har i praksis givet Vladimir Putin grønt lys til at fortsætte sin aggression, velvidende at USA ikke længere vil stå i vejen. Det betyder, at Ukraine ikke længere kan regne med amerikansk støtte og nu skal tilpasse sig en ny virkelighed: En langvarig udmattelseskrig, hvor de skal klare sig med de ressourcer, som de selv og Europa kan mobilisere.
Men kan Ukraine overhovedet regne med Europa?
En ny måling fra ECFR viser, at et solidt flertal af danskerne stadig ser krigen som en kamp mellem demokrati og autokrati, og at der er stor opbakning til at støtte Ukraine. Her adskiller Danmark sig dog fra resten af EU.
I store dele af Europa svinder opbakningen til Ukraine, og den såkaldte “høge-klub” – de lande, der insisterer på at fastholde en hård linje over for Rusland – er blevet til en lille kerne. Polen, de baltiske lande, Finland, Sverige og Danmark står stadig fast, men i resten af EU er billedet langt mere mudret.
Frankrig og Tyskland, der burde være drivkraften bag den europæiske støtte til Ukraine, vakler. Emmanuel Macron har sendt blandede signaler: På den ene side taler han om at optrappe hjælpen, men på den anden tøver han, hver gang det kommer til handling. Tyskland, som har både økonomisk og militær kapacitet, insisterer stadig på en “afmålt” tilgang. I Sydeuropa – især i lande som Italien, Spanien og Grækenland – har krigstrætheden for længst sat ind, og befolkningerne er mere optagede af deres egne økonomiske problemer end af at holde Ukraine flydende.
Med USA ude af ligningen har Ukraine kun én strategi tilbage
En lang udmattelseskrig, hvor de fastholder stærke defensive positioner, der koster Rusland dyrt i både mandskab og materiel.
Historien har vist, at en velorganiseret forsvarsstrategi kan tvinge selv de stærkeste militærmagter i knæ. Under Koreakrigen forsøgte Nordkorea og Kina at nedslide USA og Sydkorea ved at tvinge dem til konstante angreb mod stærkt befæstede stillinger – hvilket til sidst tvang amerikanerne til forhandlingsbordet. I Vietnam led USA samme skæbne: Trods deres overlegenhed i våben og teknologi kunne de ikke nedkæmpe en fjende, der kæmpede for at slide dem op over tid. Sovjetunionen oplevede noget lignende i Afghanistan.
Putin står nu over for samme problem. Han har ikke råd til en evighedskrig, men han har heller ikke råd til at tabe. Hvis Ukraine formår at gøre fronten uigennemtrængelig med stærke forsvarslinjer, minefelter og artilleristillinger, vil Rusland blive tvunget til enten at stoppe sin offensiv eller betale en stadig højere pris for minimale landvindinger.
Sandheden er, at Zelenskyy og Mette Frederiksens nuværende strategi har fejlet
De har satset på store enkeltstående våbenpakker, der skulle give Ukraine momentum på slagmarken. Men resultaterne udebliver. Offensiverne er slået fejl, ammunitionen slipper op, og Vestens opbakning smuldrer.
Det er ikke længere en kamp om at vinde krigen hurtigt. Det er et spørgsmål om at holde Rusland fast i en opadgående konflikt, indtil Putins regime ikke længere kan bære omkostningerne.
Der er kun to veje tilbage
Enten en lang udmattelseskrig, hvor Ukraine fastholder en defensiv linje, der tvinger Rusland til at bløde mandskab og materiel over tid – eller en overgivelse til den “fred”, som Trump og Putin ønsker. Hvis Ukraine og Europa ikke vågner op til de realiteter, er landet prisgivet.
