Tyskland – vores største naboland og vigtigste handelspartner – er i færd med at skrotte demokratiet, ytringsfrihed og retssikkerhed. Og alligevel er der næsten ingen danskere, som ved hvad der foregår lidt syd for grænsen. Ingen seriøse danske medier skriver om det. Ingen politikere protesterer. Ingen eksperter advarer.

Hvad står der på spil? Et dårligt skjult magtspil, hvor staten definerer opposition som ekstremisme, og kritikere bliver forfulgt. 

170 husrensagninger for “hadtale” på sociale medier

I juni blev der gennemført over 170 samtidigt koordinerede husrensagninger – ikke i jagten på terror eller voldsparate grupper, men mod borgere, der havde skrevet kritiske kommentarer om f.eks. masseindvandring eller satiriske kommentarer om politikere på sociale medier. Lovhjemlen var paragraffen om “Volksverhetzung” – en bred betegnelse, der dækker alt fra “hadretorik” til udtalelser, myndighederne mener kan skade den offentlige orden.

Et konkret eksempel fra razziaerne: En borger havde skrevet en sarkastisk kommentar om tyske politikere – og blev derefter udsat for ransagning. Politiet beslaglagde hans telefon og computer. Der var hverken tale om trusler eller vold – bare kritik. Alligevel blev det behandlet som en straffesag.

Kritiserer du magthaverne – risikerer du at få politiet på besøg.

Alle har ytringsfrihed – så længe du ikke er højreorienteret

“Alle har ret til at sige deres mening – men vi accepterer ikke, hvis nogen støtter højreekstreme synspunkter” sagde den tidligere kansler, Olaf Scholz.

Du har frihed til at tale – så længe staten kan lide det, du siger. Siger du noget, der falder uden for de definerede venstreradikale rammer, så falder hammeren.
Staten har gjort sig til dommer over, hvad der er acceptabelt at mene.

Staten bestemmer, hvad der er ekstremt

Man skal huske på én ting: Det er staten selv, der definerer, hvad der er ekstremt. Det er ikke borgerne. Det er ikke et flertal i befolkningen.

Det betyder, at noget sagtens kan blive stemplet som “ekstremistisk” – selvom det for almindelige mennesker lyder fuldstændig rimeligt. Der er med andre ord ikke nødvendigvis sammenfald mellem det, eliten i Berlin mener, og det, befolkningen mener.

For hvad bliver betragtet som ekstremt i Tyskland?

Jo – det kan være:

• Kritik af masseindvandringen og de problemer, den skaber

• Forsvar for national kultur og identitet

• Ønsket om at sende kriminelle udlændinge hjem

I Danmark ville de fleste se det som helt almindelige holdninger. Men i Tyskland? Der bliver det kaldt ekstremisme – og giver staten lov til at overvåge dig, udelukke dig og angribe dig politisk og juridisk.

Interesseret i flere nyheder som dette?

AfD er en trussel mod status quo

Alternative für Deutschland (AfD) blev ikke et mål for staten, fordi de sagde noget farligt – men fordi de blev farlige for magten. Deres folkelige opbakning voksede hurtigt. Over 20 % af vælgerne bakker dem nu op i store dele af landet – og i nogle østlige delstater er de det største parti.

Det gjorde dem til en reel trussel mod status quo. En udfordrer til den gamle politiske elite. Derfor gik statsapparatet i gang. Først blev partiet sat under overvågning som en “mistænkt trussel”. Siden blev de stemplet som en “bekræftet højreekstrem bestræbelse”.

Ikke fordi de begik kriminalitet. Ikke fordi de brugte vold. Men fordi deres holdninger udfordrede systemet.

Når magthavere ikke længere kan vinde debatten, så bruger de systemet til at få en ned med nakken. Det er præcis det, vi ser ske med AfD i Tyskland, Reform UK i Storbritannien, med den politisk korrekte censur i Irland og mange andre steder i Europa.

Folk fra AfD må ikke arbejde i offentlige stillinger

I flere tyske delstater – især Bayern – har myndighederne besluttet, at personer med tilknytning til AfD ikke længere er egnede til offentlige stillinger. Det gælder dommere, lærere, embedsmænd og andre med såkaldt “forfatningsbærende beføjelser”.

Har du været medlem af AfD – eller blot udvist sympati – kan du nægtes ansættelse. Og i nogle tilfælde bliver nuværende ansatte tvunget til at forlade deres stillinger.

Jobmulighederne afhænger ikke længere af kvalifikationer, men af din stemmeseddel.

Tysk politi: Stemmer du på AfD, er du illoyal

Tysk politi har taget samme linje. Medlemskab af AfD bliver betragtet som “uforeneligt med tjenesten”. Er du betjent og tilknyttet partiet, risikerer du at blive fyret.

Begrundelsen er, at du ikke kan være loyal mod forfatningen, hvis du støtter et parti, staten har defineret som ekstremt. Med andre ord: Staten kræver ideologisk troskab – ikke bare overholdelse af loven.

AfD’er må ikke spille fodbold med de andre

Et næsten komisk eksempel viser, hvor langt det er kommet: AfD’s medlemmer i Forbundsdagen er blevet udelukket fra parlamentets officielle fodboldhold. Ikke fordi de har opført sig dårligt. Bare fordi de er valgt for det forkerte parti.

Så langt er vi altså nået: Man må ikke deltage i fælles aktiviteter, hvis man har de “forkerte” holdninger.

Økonomien kollapser

Tyskland er samtidig i frit økonomisk fald. Ifølge analyser er situationen værre end under finanskrisen i 2008. Antallet af konkurser stiger dramatisk. Små og mellemstore virksomheder knækker sammen under skattetryk, regulering og faldende efterspørgsel.

Alligevel bruger regeringen tiden på at bekæmpe “had på nettet” og overvåge borgerne – i stedet for at få økonomien på fode. Hvilket jo også er en af grundende til, at den tyske befolkning strømmer til AfD.

Det er, hvad man gør, når man har tabt evnen til at lede og frygter folket.

Hvorfor sker det?

Tyskland er et land i dyb krise. Masseindvandringen har ført til parallelsamfund, velfærdspres og stigende kriminalitet. Tilliden til systemet er i frit fald. Og borgerne er vrede.

I stedet for at rette op på problemerne, går staten til angreb på dem, der taler højt om dem. Kritik bliver til ekstremisme. Og jo flere, der protesterer – jo hårdere slår staten ned. Eliten vil gøre alt for, at holde fast i status quo.

Hvad betyder det for Danmark?

Tyskland viser os, hvor hurtigt et demokrati kan blive noget andet. Når staten får lov til at definere, hvad der er acceptabelt at mene – og fratager borgere rettigheder på baggrund af holdninger – så er vi ikke længere i et frit samfund.

Vi skal lære af det. Vi skal tale højt, når vi ser uret. Og vi skal insistere på, at demokrati også gælder for dem, vi er uenige med.

Fordi næste gang er det måske os, der bliver kaldt ekstreme – bare fordi vi elsker Danmark.