Paris i Flammer: Når fodboldfejringer bliver til kaos
Lørdag den 31. maj 2025 skulle have været en glædens dag i Frankrig. PSG havde netop vundet Champions League med 5-0 over Inter – en historisk triumf for den franske fodboldklub. Men festen endte i røg, kaos og tragedie. Over 200 blev såret. 560 blev anholdt. To unge mennesker døde, heriblandt en 17-årig dreng. Gaderne i Paris og Marseille blev til krigszoner. Butikker blev plyndret. Biler brændt. Politiet angrebet med fyrværkeri og flasker.
Hvordan er det kommet så vidt?
Hvorfor sker det her?
Når vi stiller os selv det spørgsmål, så ved vi godt, at svaret ikke handler om en fodboldkamp. Det handler om noget langt mere grundlæggende. Det handler om, hvem det er, der i dag bor i Europas storbyer. Og hvem det er, der ikke respekterer vores love, vores samfund eller vores kultur.
Det her er ikke et spørgsmål om sociale forhold, manglende muligheder eller nogen diffus integration, som de venstreorienterede eliter altid påstår. Nej. Det er et direkte resultat af årtiers masseindvandring.
Folk der hader os – midt i vores egne byer
Vi har importeret millioner af mennesker til Europa – mange fra mellemøstlige og nordafrikanske lande – som ikke har nogen kærlighed til Europa. Tværtimod. De foragter os. De foragter alt, hvad vi står for. De ser vores velfærdssystem som noget, de skal udnytte. Vores byer som noget, de skal ødelægge. Vores politi som fjender. Og vores kvinder som frit bytte.
Og det er ikke bare nogle få ballademagere. Det er et mønster. Et udtryk for en kultur og et verdenssyn, som aldrig skulle have haft lov at slå rod i Europa.
1998 vs. 2025 – hvad i alverden er der sket?
Lad os spole tiden tilbage til 1998. Frankrig vandt VM i fodbold. Fejringen på Champs-Élysées var enorm. Hundredtusinder stimlede sammen i glæde og national stolthed. Folk dansede. Folk græd af glæde. Politiet kunne næsten tage fri. Der var ingen brændte biler. Ingen plyndrede butikker. Ingen døde.
Se bare det ikoniske klip fra 1998 – hvordan franskmændene fejrede sejren som et folk, samlet om deres nation og stolthed:
Nu – i 2025 – ser vi noget helt andet. Det er ikke franskmænd, der fejrer. Det er ikke mennesker, der elsker Frankrig. Det er grupper af unge mænd med mellemøstlig og afrikansk baggrund, der bruger lejligheden til at gå amok. Og vi skal turde sige det: det er etniske og kulturelle forskelle, der er årsagen. For man ødelægger ikke en by, man føler sig som en del af.
Se de groteske klip her:
En fejlslagen multikultur
Det multikulturelle samfund er en fiasko. Ikke bare en politisk fejl, men en katastrofe for Europas storbyer. Vi har forsøgt at integrere folk, der aldrig ønskede at blive integreret. Vi har givet dem velfærd, uddannelse og frihed. Og vi har fået vold, had og parallelle samfund tilbage.
Når man ser billederne fra Paris – med røg, ild og oprør – så ser man ikke fremtidens Europa. Man ser afslutningen på et eksperiment, der har fejlet totalt.
Værre og værre – år for år
Hver gang man tror, bunden er nået, bliver det værre. Optøjer ved nytår. Optøjer ved sportsbegivenheder. Optøjer ved politiske protester. Det er som om enhver anledning bliver brugt til at gå i krig med det samfund, de bor i.
Og myndighederne? De bukker under. Politikere taler om sårbare unge. Medierne undlader konsekvent at nævne gerningsmændenes baggrund. Man nævner ikke indvandrere. Man nævner ikke islam. For det ville jo være racistisk.
Men det er ikke racistisk at sige sandheden. Det er realistisk.
Kan vi nogensinde få det tilbage igen?
Ja. Selvfølgelig kan vi det.
Men det kræver politisk vilje. Det kræver, at vi erkender realiteterne. Og det kræver, at vi tager fat om roden til problemet: masseindvandring og misforstået tolerance.
Vi skal igangsætte en omfattende remigration. Vi skal sende dem hjem, som ikke vil vores samfund noget godt. Vi skal give politiet magten tilbage. Vi skal beskytte vores grænser. Vi skal afvise asyl ved grænsen. Og vi skal have stop for familiesammenføringer, opholdstilladelser og statsborgerskaber til dem, der ikke respekterer vores værdier.
Trygheden skal tilbage. Respekten skal tilbage. Kærligheden til vores land skal blomstre igen.
Og vi skal huske én ting: Dette er ikke bare en politisk kamp. Det er en kamp for vores børns fremtid.
