Politikerne påstår, at de har styr på udlændingepolitikken. Men tallene afslører det stik modsatte.
Der bliver talt meget om, hvor stram den danske udlændingepolitik er. Hver gang Socialdemokratiet skal forsvare sig, eller blå blok skal profilere sig, lyder det, at “Danmark fører en af verdens strammeste udlændingepolitikker”. Men det er en politisk kulisse – en tryghedsfortælling, der intet har med virkeligheden at gøre.
For virkeligheden er, at Danmark er ved at blive forandret fundamentalt. Ikke med et brag, men med stille samtykke og administrative afgørelser. Den seneste opgørelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet dokumenterer, at Danmark i 2023 udstedte over 87.000 opholdstilladelser – og langt hovedparten gik til personer fra ikke-vestlige lande.
Det er ikke stramt. Det er et svigt.
Under Mette Frederiksen har vi importeret en hel dansk kommune
Hvis vi skal tage debatten alvorligt, så må vi også tage tallene alvorligt. Når Danmark hvert år giver opholdstilladelse til hvad der svarer til indbyggertallet i en mellemstor kommune, så er det ikke “kontrol”. Det er en befolkningsudskiftning i slowmotion.
Og det er ikke en stigning på grund af EU-borgere eller kvalificeret arbejdskraft. Det er primært familiesammenføringer, ægteskaber, asyl og “midlertidige” ophold, der aldrig ender med hjemrejse. De kommer fra Mellemøsten, Afrika og Asien – og bliver her. På offentlig forsørgelse. Uden reel tilknytning til samfundet. Og generation efter generation fører det til de samme integrationsproblemer.
Symbolpolitik på udlændingeområdet
Man skærper lidt på ydelser. Man genindfører grænsekontrol til pressebilleder. Man strammer procedurerne her og dér. Men mens kameraerne ruller ved grænsen, åbner man samtidig for familiesammenføringer, internationale studerende fra udviklingslande og “humanitære” ophold i tusindvis.
Derfor er det en illusion, når statsministeren og hendes embedsværk forsøger at bilde danskerne ind, at alt er under kontrol. Realiteten er, at mængden af ikke-vestlige udlændinge i Danmark vokser år for år. Og det ændrer Danmark. Ikke på et teoretisk plan – men i vores skoler, boligområder, arbejdspladser og retsvæsen.
Integration virker ikke – og det ved alle
Der bliver stadig talt om integration. Men efter 40 år burde vi turde sige det åbenlyse: Det virker ikke.
Man kan godt få enkelte personer til at fungere i samfundet – men som gruppe betragtet er det en fiasko. Vi ser det i parallelsamfundene, i kriminalitetsstatistikkerne, i skoler hvor næsten ingen børn taler dansk hjemme. Og vi ser det i de bydele, hvor danskerne for længst er flyttet væk.
Vi kan ikke integrere os ud af en tilstrømning, der vokser hvert år. Og det bliver ikke bedre, fordi man sender en “dansk mentor” ud én gang om ugen. Det bliver værre, jo længere vi venter.
Remigration: Den eneste reelle løsning
Derfor er det på tide at bruge det ord, som alt for mange politikere viger udenom: Remigration.
Det betyder ikke masseudvisninger med lastbiler og spotlights. Det betyder en langsigtet politik, hvor man aktivt arbejder for at sende folk hjem, som ikke er integrerbare. Det betyder stop for familiesammenføringer. Det betyder ophævelse af opholdstilladelser, når grundlaget ikke længere er der. Det betyder økonomiske incitamenter til frivillig hjemrejse. Og det betyder, at dansk lovgivning sættes over internationale konventioner, når det handler om Danmarks fremtid.
Det er ikke ekstremt. Det er nødvendigt. Og det er den eneste realistiske vej, hvis Danmark i fremtiden skal forblive dansk.
Nok er nok
Vi har prøvet alt det andet. Vi har forsøgt os med integration, mangfoldighed, mentorordninger og “sameksistens”. Det virker ikke. Og imens vokser presset på vores velfærd, vores sprog, vores kultur og vores nationale sammenhængskraft.
Derfor må vi turde sige det ærligt: Danmark har ikke en stram udlændingepolitik. Danmark har en forloren fortælling, der dækker over en tiltagende demografisk og kulturel forandring. Og den stopper ikke, før vi stopper den.
Det er ikke vores ansvar at løse hele verdens problemer. Det er vores ansvar at bevare Danmark.
