Den politiske krise i Frankrig er et tydeligt eksempel på, hvad der sker, når de gamle magtpartier nægter at lytte til befolkningen. Ved Europa-Parlamentsvalget fik vores kollegaer i Rassemblement National over 37 procent af stemmerne. Det var en klar besked fra vælgerne om, at de ønsker forandring. Alligevel nægtede præsident Macron at tage konsekvensen. I stedet for at søge samarbejde med den side, der har størst folkelig opbakning, valgte han at opløse parlamentet og sende landet ud i endnu en politisk krise.
Nu står han over for at skulle udpege sin femte premierminister siden valget – og presset vokser dag for dag. Selv tidligere allierede og partifæller i hans eget bagland er begyndt at tale åbent om, at Macron bør overveje at trække sig. Det er et sammenbrud i slowmotion, og det er helt og holdent selvforskyldt. Når man nægter at give folket reel indflydelse, mister man til sidst kontrollen med det hele.
Demokratisk underskud
Frankrig er dog langt fra det eneste land i Europa, hvor vi ser den samme tendens. I Tyskland fik AfD over 20 procent, men CDU vil hellere holde fast i samarbejdet med socialdemokraterne. I Østrig blev FPÖ det største parti, men det konservative ÖVP gik i armene på venstrefløjen. Og i Portugal er der dannet en svag konservativ regering, som kun overlever, fordi socialisterne nægter at give det næststørste parti, CHEGA, nogen som helst reel indflydelse.
Det er et demokratisk underskud, vi er vidne til. Vælgerne vælger forandring – men eliten nægter at levere den. Resultatet er ustabilitet, mistillid og kaos. Og det viser, hvorfor EU’s projekt for stadig tættere union aldrig vil skabe stabilitet, men kun større afstand mellem magten og folket.
Eliten beskytter sig selv – ikke demokratiet
Der findes en særlig klasse af politikere og embedsmænd i Bruxelles, Paris og Berlin, som mener, at de ved bedre end vælgerne. De ser sig selv som Europas frelsere – en slags moderne præsteskab, der mener at have patent på sandheden. Den samme tankegang har vi set igen og igen i EU: Når folket stemmer forkert, får de bare lov at stemme igen. Når nationerne siger nej, laver man bare en ny traktat med samme indhold.
Det er den europæiske salamimetode, som Jean Monnet talte om: man skærer unionen ud i skiver, så befolkningerne ikke opdager, hvad der egentlig sker. Først lidt fælles retspolitik. Så lidt fælles gæld. Så en EU-hær. Og pludselig står vi i en føderation, ingen har stemt for.
Det er præcis den tankegang, Macron og EU-eliten repræsenterer. De tror, at de kan styre folket ind i deres drømmeprojekt. Men folkene i Europa begynder nu at vågne – og kræver at blive hørt.
Et nyt Europa er på vej
Mens de gamle partier sidder fast i fortidens systemer, rejser et nyt Europa sig. I Tjekkiet vandt vores kollegaer i ANO og AUTO over 41 procent. I Holland står Geert Wilders til at blive størst igen. I Italien regerer Giorgia Meloni med folkelig opbakning. Og herhjemme står Dansk Folkeparti i dag til 12 procent af stemmerne og er dermed det største borgerlige parti i Danmark.
Det er ikke tilfældigt. Det er et klart signal fra europæerne: De har fået nok af masseindvandring, woke-ideologi, grønne afgifter og EU-centralisering. De ønsker nationale løsninger, stærke grænser og politik, der tager udgangspunkt i virkeligheden – ikke i venstreliberale utopier.
Vi må insistere på folkelig lederskab
Europa står ved en skillevej. Enten fortsætter vi ad den gamle vej, hvor magten samles i Bruxelles, og folket reduceres til tilskuere. Eller også vælger vi en ny retning – hvor suverænitet, ansvar og frihed igen bliver kernen i samarbejdet.
Det er her, vi som konservative og patrioter skal vise lederskab. Vi skal turde tale om det, de andre tier om: at Europas fremtid afhænger af nationale løsninger, ikke overstatslige systemer. Vi skal vise, at stærke nationer skaber et stærkt Europa – ikke omvendt.
Det kræver mod. For den europæiske elite vil gøre alt for at udskamme dem, der udfordrer deres verdensbillede. De kalder os populister, fordi vi lytter til folket. De kalder os ekstremister, fordi vi forsvarer vores lande. Men sandheden er, at det er dem, der har bevæget sig ud på et ekstremt spor – langt væk fra virkelighedens Europa.
Det er på tide at vælge side
Frankrigs krise er ikke blot Macrons problem. Det er et forvarsel om, hvad der sker, når magten mister forbindelsen til folket. Når systemet beskytter sig selv i stedet for demokratiet. Når eliten tror, at de kan styre historien – uden folkelig legitimitet.
Det er på tide, at Europas politikere ser realiteterne i øjnene: Den folkelige bevægelse for forandring er ikke et blaffende øjeblik. Den er begyndelsen på et nyt kapitel i Europas historie.
Et Europa, hvor nationalstaterne igen tager ansvar.
Et Europa, hvor demokratiet ikke skal godkendes i Bruxelles.
Et Europa, hvor folket bestemmer – ikke eliten.
Det er dét Europa, jeg tror på. Og det er dét Europa, vi skal kæmpe for.
