“I got that white girl”
Iryna Zarutska sad roligt i letbanen i Charlotte, North Carolina, da gerningsmanden – Decarlos Brown Jr., en 34-årig sort mand med 14 tidligere anholdelser – stak hende i halsen bagfra, imens hun sad og slappede af. Bagefter skulle han angiveligt have sagt: “I got that white girl.”
Det var et racistisk motiveret drab.
Havde det været en hvid mand, der havde stukket en sort kvinde ihjel, og bagefter sagt “I got that black girl” – så havde hele USA stået i brand. Der ville være nationale undtagelsestilstande. Politikere på knæ. Millioner i gaderne. Og hele Københavns gader ville endnu engang være fyldt med mennesker, der påråber sig, at være mod “sTruKtuReL RAcIsmE”.
Men fordi offeret var hvid og europæisk – og gerningsmanden sort – valgte medierne at forsøge og tie det ihjel.
En anden grotesk ting ved mordet er passiviteten og den ligegyldighed passagererne viste.
Flere passagerer var til stede, kun få meter fra Iryna. De så hende blive stukket ned, så hende ligge på gulvet og kæmpe for sit liv. Alligevel hjalp ingen. Ikke én rakte en hånd ud. En mand gik endda lige forbi hende – som om intet var hændt.
Derfor hører du først om det brutale mord nu
Vi hører først for alvor om det nu – ikke fordi medierne fortalte historien, men fordi videoen af mordet slap ud på sociale medier. Først da millioner havde set optagelserne på X, var journalisterne tvunget til at reagere.
Og selv dér handlede dækningen ikke om selve mordet. Den handlede om at kritisere højrefløjen for at tale om det.
Det viser én ting: Medierne er ikke længere de eneste, der bestemmer, hvad vi må vide. De har ikke længere monopol på sandheden. De kan ikke længere fungere som portvagter, der vælger hvilke historier, folket må høre, og hvilke der skal ties ihjel.
Sandheden finder vej – uden om redaktionerne, uden om nyhedsstudierne – direkte til folket. Det er et nederlag for eliten, og det er derfor, de hader sociale medier. For her kan virkeligheden ikke pakkes ind eller skjules bag ideologiske filterbriller.
Et sygt samfund
Vi lever i en syg civilisation, når man brænder byer ned for en dømt, narkopåvirket kriminel, men vender det blinde øje til, når en uskyldig, ung europæisk kvinde bliver myrdet på bestialsk vis.
Husk tilbage: 15.000 mennesker gik på gaden i Danmark alene for George Floyd – en amerikansk seriekriminel, der døde under en anholdelse. Politikerne bøjede nakken, medierne kørte døgndækning, og skoler brugte tid på at undervise børn i, at “racisme” var årsagen til alt ondt.
Men når europæere myrdes af seriekriminelle og/eller af illegale migranter – dag efter dag, uge efter uge – så er der tavshed. Ingen går på gaden.
Det viser, hvor gennemsyret vores kultur er blevet af selvhad. Vi ærer kriminelle. Vi hylder ofre, når de passer ind i en bestemt fortælling. Men når det er os selv, vores egne døtre og søstre, der myrdes – så må vi åbenbart finde os i det. Så skal vi tie stille. Så skal vi acceptere, at deres liv ikke tæller.
Det er ikke bare hykleri. Det er et samfund i opløsning.
Medierne og elitens selvhad
Når en hvid kvinde bliver myrdet af en sort mand, vælger medierne tavshed. De valgte ikke at fortælle historien om Iryna, før millioner havde set videoen online. Og da de endelig skrev om det, handlede det ikke om mordet, men om højrefløjen, der “udnyttede” sagen.
Det er den samme mekanisme igen og igen. Eliten ønsker ikke at tale om virkeligheden. De ønsker ikke at indrømme, at der findes et mønster. For det ville afsløre, at de har fejlet – og at de har bygget hele deres ideologi på en løgn.
Derfor fordrejer medierne alt. Når en kriminel dør i politiets varetægt, er det et globalt opgør med racisme. Når en ung europæisk kvinde bliver myrdet af en seriekriminel migrant eller minoritetsmand, er det en fodnote.
Det er ikke tilfældigt. Det er ideologisk. Det er et bevidst valg om at tie sandheden ihjel.
Du foragter ikke den journalistiske klasse nok.
