EU gør det dyrere at være dansker
Regeringen plaprer derudad.
De siger, de vil gøre det billigere at være dansker. De lover skattelettelser, afgifter der skal væk, og priser der skal falde. Men vi ved, hvordan det går: De giver med den ene hånd og tager med den anden.
Og nu er det så EU, der igen tager. Et nyt krav fra Bruxelles står klar til at ramme danskerne – og som altid skal vi betale prisen for EU’s ideologiske eksperimenter.
EU-direktiv sender regningen videre til supermarkedet – og videre til dig
Fra 1. oktober bliver det et krav, at virksomheder selv skal betale for, at deres emballage bliver håndteret som affald. Det lyder måske uskyldigt. Men det er det ikke.
Indtil nu har affaldshåndtering været en offentlig opgave – finansieret gennem kommunerne. Men med EU’s nye direktiv skal virksomhederne nu betale “emballageansvaret” selv. Og hvem tror EU, at virksomhederne sender regningen videre til?
Lad mig give dig svaret: Dig.
Når du køber din kaffe, din chokolade, dine dagligvarer, så betaler du ikke kun for varen. Du betaler også for papkassen. For plastfolien. For mærkaten. Fordi EU har bestemt, at det skal være sådan.
Ekstra afgifter forklædt som “klimaansvar”
EU kalder det her “grønt ansvar”. De siger, det handler om bæredygtighed og cirkulær økonomi.
Det er løgn.
Det handler om penge. Det handler om endnu en skjult afgift, som ingen har stemt om, ingen har efterspurgt, og som ingen almindelige danskere ønsker.
Emballageafgiften – for det er reelt, hvad det er – kommer til at koste danskerne millioner. Fordi EU vil “opdrage” virksomhederne. Fordi EU vil fremstå handlekraftige. Fordi EU vil mere magt.
Mere magt til EU – mindre frihed til Danmark
Vi ser det gang på gang. EU starter med et lille krav. Et lille direktiv. En “ufarlig” regulering.
Men så vokser det.
Pludselig er det ikke bare emballage. Det er skatter. Det er barsel. Det er retsforbeholdet. Det er energipolitik. Det er migrationspagt. Og nu – din dagligvarekurv.
EU vil bestemme det hele. Også hvad din kaffe må koste. Også hvor meget din emballage skal koste. Og som sædvanlig står den danske regering og nikker i takt, mens regningen sendes til befolkningen.
Nok er nok – det skal være billigere at være dansker
Det er på tide, vi får sagt det én gang for alle:
Det skal være billigere at være dansker.
Vi skal stoppe med at lade Bruxelles detailstyre Danmark. Vi skal afvise tåbelige direktiver og uretfærdige regninger. Vi skal genvinde retten til selv at bestemme – også over vores affald, vores varer og vores økonomi.
Danskerne har arbejdet hårdt for deres velfærd. De har krav på lavere priser, færre afgifter og mindre indblanding fra EU. Ikke mere EU. Ikke mere kontrol.
Derfor kæmper jeg imod det her vanvid.