Forestil dig, at du sidder i Europa-Parlamentet. Foran dig ligger et ændringsforslag, som slår én ting fast: Der findes to biologiske køn – mænd og kvinder. Det er ikke en holdning. Det er biologi.
Og så alligevel stemmer Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne IMOD.
Ja, du læste rigtigt. Den 9. oktober stemte partierne i den danske regering nej til et forslag, der anerkender, at der kun findes to køn.
Et frontalangreb på virkeligheden
Når man stemmer imod at anerkende, at der kun findes to køn, så stemmer man ikke for tolerance – man stemmer for en ideologisk omskrivning af virkeligheden.
Det handler ikke om at rumme mennesker, der føler sig anderledes. Det handler om, at regeringen agerer bannerfører for en woke agenda, der vil nedbryde alt det, der gør vores samfund stabilt.
Man kan ikke være lidt med i den slags. Enten står man fast – eller også bliver man trukket med ud i ideologisk kaos.
Regeringen repræsenterer ikke flertallet
Langt de fleste danskere lever ikke i den akademiske fantasiverden, hvor køn er noget, du selv opfinder. Danskerne lever i virkeligheden. De står op, passer deres arbejde, opdrager deres børn og ved udmærket godt, at der er forskel på mænd og kvinder. Det er ikke raketvidenskab – det er sund fornuft.
Alligevel vælger regeringspartierne at stemme for det modsatte. Ikke fordi det er nødvendigt, ikke fordi det gavner nogen, men fordi de vil sende et signal til deres meningsfæller i Bruxelles og til de ideologiske kræfter, der i årevis har forsøgt at forme virkeligheden efter deres egne forestillinger. Problemet er bare, at almindelige danskere aldrig har bedt om det her. For hvis de gjorde, ville fjollede ting som det her, aldrig nogensinde finde sted.
Her kan du se hvem der stemte imod forslaget:
Moderaterne:
Stine Bosse
Venstre:
Morten Løkkegaard
Asger Christensen (stemte ikke)
Socialdemokratiet:
Christel Schaldemose
Marianne Vind
Niels Fuglsang
De ved det er skørt – men de tør ikke sige fra
Det værste er, at mange af dem godt ved, at det her er absurd. De ved udmærket, at man ikke kan skifte køn fra dag til dag. At det ikke skaber ligestilling, når mænd deltager i kvindesport. At børn ikke har gavn af at blive undervist i kønsforvirring i 4. klasse. Men alligevel tier de. Eller stemmer med. Ikke fordi de tror på det – men fordi de frygter reaktionen, hvis de gør andet.
Venstres Asger Christensen valgte under afstemningen i Europa-Parlamentet at undlade at stemme. Han sagde hverken ja eller nej. Han sagde ingenting. Og det placerer ham, som så mange andre, midt mellem samvittighed og partitop. Den strategi er han ikke alene om. Der sidder et hav af politikere, som tydeligt mærker, at noget er galt – men som alligevel lader det passere. De gemmer sig bag tavshed og loyalitet, og i mellemtiden vokser absurditeten.
Midterpartierne er blevet de mest ekstreme
Midten bryster sig af at være den samlende kraft i dansk politik. De fremstiller sig selv som fornuftens stemme – som dem, der balancerer det hele og holder sammen på Danmark. Men bag det pæne ydre gemmer der sig en politisk kultur, der bliver mere ideologisk og mere magtfuldkommen for hver dag, der går.
Det handler ikke længere om at skabe bedre vilkår for danskerne – det handler om at fastholde deres eget verdensbillede og lukke munden på alle, der truer det. For de her mennesker er ikke i politik for at gøre Danmark bedre. De er her for at bevare magten. Beviset ligger lige foran os: Se bare på de sidste seks år med Mette Frederiksen og hendes midterregering i spidsen. Danskerne har ikke fået mere frihed, mere tryghed eller mere indflydelse – tværtimod. Men regeringspartierne har fået mere kontrol.
Når nogen udfordrer deres dagsorden, bliver de ikke mødt med ærlig debat, men med udskamning, udelukkelse og voksende social og juridisk marginalisering. Kritiske stemmer bliver hængt ud i statsstøttede medier eller sat uden for indflydelse gennem tiltag, der på papiret ligner rettidig omhu, men i virkeligheden handler om kontrol. Det handler ikke om at vinde en fair diskussion. Det handler om at sikre, at diskussionen aldrig får lov til at finde sted. For de ved godt, at hvis deres verdensbillede først bliver udfordret, så begynder hele konstruktionen at smuldre.
Det er ikke fløjene, der underminerer danskernes frihed og sikkerhed – det er den politiske midte. Det er dem, der har åbnet grænserne for masseindvandring og bagefter indført stramninger, som i praksis rammer de forkerte. Og det er dem, der nu gentager samme mønster, når danskerne siger fra over for kønsideologi, centralisering og voksende EU-indblanding.
Midten lukker sig om sig selv, fordi den ikke har andet valg. Den kan ikke vinde i en åben debat. Og derfor ser vi i Danmark – som vi har set det i midterregeringer over hele Europa – hvordan magten forsvarer sig selv med alle midler.
Regeringen har forladt danskerne
Når Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne stemmer imod, at der kun findes to køn, så gør de det ikke for at repræsentere danskerne. De gør det for at holde sig gode venner med deres allierede i Bruxelles og blandt identitetspolitikkens fortalere herhjemme. Det har intet med befolkningens ønsker at gøre. Og det har endnu mindre at gøre med sund fornuft.
De fleste danskere ved godt, at der findes mænd og kvinder. Det er ikke noget, vi behøver undervisning i. Det er virkelighed. Det er erfaring. Det er livet, som det leves. Og det er på tide, at politikerne stopper med at bilde os noget andet ind.
Når regeringen vælger at stemme imod noget så grundlæggende, er det et klart tegn på, at de har forladt den virkelighed, de skulle repræsentere. De har glemt, hvem de er sat i verden for at tjene. Og de har overladt beslutningskraften til ideologer og embedsværk, som længe har haft deres egen dagsorden.
Der findes to køn – og vi skal turde sige det
Det burde ikke være nødvendigt at skrive. Men det er det. For i 2025 er det åbenbart blevet kontroversielt at sige, at der kun findes to køn. Ikke fordi det er forkert – men fordi det støder dem, der har fået held med at sætte dagsordenen.
Men vi skal ikke bøje os. Vi skal ikke spille med på legen. Vi skal ikke finde os i, at virkeligheden bliver skubbet til side, fordi nogen har travlt med at udskifte den med deres egne fantasier.
Der findes to køn. Det ved vi alle sammen. Og det har danskerne ret til at sige – uden at skulle undskylde for det.
Referencen til afstemningen kan du finde her: B10-0406/2025
