Når jeg ser på England lige nu, ser jeg en befolkning, der samler sig som aldrig før. Årtiers masseindvandring, grooming-skandaler, massecensur og elitens had mod den britiske befolkning har presset briterne til bristepunktet. Spørgsmålet er, om det vi ser nu, kan blive begyndelsen på at vende udviklingen i England?
Derfor startede Operation Raise The Colors
Som resultat af flere års voksende frustration over censur, elitens løgne og konsekvenserne af masseindvandring, ser vi nu konturerne af et folk, der ikke længere vil finde sig i det.
Under parolen “Operation Raise the Colors” rejser tusindvis af britiske borgere sig i protest mod et system, der i årevis har ignoreret og latterliggjort deres bekymringer og forsøgt at undertrykke enhver form for kritiske ytringer og national stolthed.
Det er ikke ekstreme grupper, der står bag. Det er almindelige mænd og kvinder – borgere, der har fået nok. Mænd og kvinder, unge som gamle der har fået nok af grooming-skandaler, af massecensur og nok af politi, der arresterer folk for memes, men ignorerer migrantvold og massevoldtægter af unge britiske piger. De har simpelthen fået nok af en politisk klasse, der hellere beskytter importeret kriminalitet end egne borgere.
Det er ikke blot en protest. Det er et opgør. Og et signal om, at England – og måske Europa – er ved at vågne.
Et regime af tavshed og kontrol
Det England, vi ser i dag, ligner mere et overvågningssamfund end et frit demokrati. Ifølge New York Post bliver over 30 mennesker om dagen anholdt for “hadefulde” ytringer – ofte på baggrund af et meme eller en kritisk kommentar på sociale medier.
Folk bliver slæbt ud af deres hjem for ord. For holdninger. For at turde kalde en spade for en spade.
Imens er volds- og voldtægtrater eksplosivt steget de seneste år, som direkte resultat af masseindvandringen.
Hvad siger det om en stat, at den bruger ressourcer på at overvåge og arrestere sine egne borgere, mens vold, overgreb og utryghed fra migranter hærger i gaderne?
Den britiske elite – ligesom mange andre steder i Europa – har i årevis udvist en næsten religiøs form for oikofobi: Frygten og foragten for det egne. Alt britisk skal nedbrydes. Alt fremmed skal ophøjes. Og enhver, der ikke spiller med, bliver stemplet som “farlig”.
Grooming-gangs: Skandalen, der afslørede det hele
Et af de mørkeste kapitler i nyere britisk historie er grooming-skandalerne i bl.a. Rotherham, Telford, Rochdale og Oxford. Her blev tusindvis af unge piger udsat for systematisk seksuel udnyttelse, vold og trusler – ofte af grupper bestående af mænd med pakistansk baggrund. Og i årevis gjorde myndighederne intet.
Politiet var bange for at blive kaldt racistiske. Politikerne lukkede øjnene.
Og dem, der forsøgte at råbe op – fra whistleblowere til journalister og forældre – blev enten ignoreret eller udskammet.
Det er svært at forestille sig en større forbrydelse mod et folk, end når staten bevidst vælger ikke at beskytte sine egne børn, fordi det politisk er mere bekvemt at holde kæft. Dette er ikke bare inkompetence – det er forræderi.
Og det er præcis den slags forræderi, som Raise the Colors bl.a. rejser sig imod.
En nation, hvor offer og gerningsmand er byttet om
Eksemplerne står i kø.
-
I flere byer nægter politiet at offentliggøre gerningsmændenes baggrund – for “ikke at skabe splid”.
-
Migranter, der er dømt for grove forbrydelser, bliver ikke udvist – men får lov at blive.
-
Kritikere, der rejser spørgsmål om konsekvenserne af masseindvandringen, bliver blacklistet, fyret eller stemplet som ekstremister.
Og midt i det hele kommer en historie, der bør vække hele Europas samvittighed:
En sag, som har spredt sig hastigt på sociale medier, handler om en ung pige, der angiveligt blev anholdt, efter hun forsvarede sig selv og sin søster mod chikane fra en migrant.
Detaljerne i sagen er uklare, og det står ikke entydigt klart, hvad der reelt skete. Måske får vi aldrig hele sandheden. Men dét, der har givet sagen liv og spredning, er ikke nødvendigvis fakta – det er fortællingen.
Og den fortælling rammer en nerve: Den unge pige som symbol på den britiske kvinde, der føler sig efterladt og ubeskyttet af det system, der burde værne om hende. Den følelse – uanset hvordan den opstod – føles sand for mange, fordi den passer ind i en større virkelighed: Et samfund, hvor man som borger risikerer mere for at ytre sig, end visse gerningsmænd gør for at begå overgreb.
Når staten ikke længere beskytter sine egne – men i stedet vender sig imod dem – opstår ikke bare vrede. Der opstår symboler. Og netop denne hændelse – virkelig, mytisk eller tilgrynet – er blevet ét af dem.
Symboler, der ikke bare lever i algoritmerne, men i folkedybets vrede og længsel efter retfærdighed.
Og i sidste ende er det sådan nogle symboler, der sætter bevægelser i gang.
Vi mænd har fejlet
Den europæiske mand har fejlet, når kvinder og piger føler sig nødsaget til at forsvare sig selv, fordi ingen andre gør det.
Staten har svigtet – ja – men vores største svigt er, at vi som mænd har overladt ansvaret til et system, der aldrig havde til hensigt at beskytte dem.
Det er på tide, at vi tager fat om nældens rod: masseindvandringen og den politiske korrekthed, der holder os fastlåst.
Det er på tide, at vi tager vores pligt alvorligt.
Derfor gik jeg ind i politik
Det, der sker i England, er ikke et isoleret problem. Det er et europæisk problem – og vi mærker allerede afsmittet i Danmark. Vi har selv oplevet en debat om, hvorvidt Dannebrog skulle hænge på Christiansborg, fordi nogle mente, at det kunne virke ekskluderende. Den slags er ikke et kuriosum – det er et symptom.
Og det er summen af alt dette – svigtet af borgerne, elitens selvhad og den voksende afstand til befolkningen – der har gjort, at jeg gik ind i politik.
Mine børn skal aldrig vokse op i et samfund, hvor de skal skamme sig over, hvem de er, eller hvor de kommer fra.
De skal vokse op i et trygt land, hvor de kan gå frit i gaderne og hejse Dannebrog med stolthed.
