At Slesvig-Holsten lige syd for grænsen nu indfører islamiske helligdage, er ikke blot en tysk kuriositet – det er et vindue ind i Europas fremtid. Når en delstat vælger at bøje sig for islamiske særkrav, viser det, hvor langt vi allerede er gledet væk fra vores egne rødder. Det starter altid i det små: først lokale aftaler, så nationale love, og til sidst europæiske standarder, som påtvinges os alle. Derfor er Slesvig-Holsten ikke bare et lokalt eksperiment – det er et skræmmende forvarsel om, hvad der også kan ske i Danmark, hvis vi ikke siger stop i tide.
Islamiske helligdage i Slesvig-Holsten
I den nordtyske delstat Slesvig-Holsten indfører islamiske helligdage har delstatsregeringen netop underskrevet en opsigtsvækkende aftale med det islamiske kulturforbund VIKZ. Den betyder, at muslimer fremover kan blive fritaget fra arbejde og skole på to af deres egne religiøse helligdage: den første dag af Ramadan og Eid al‑Adha, også kendt som offerfesten.
Men det stopper ikke der. Aftalen åbner også for, at muslimer kan få islamisk religionsundervisning som et fag i skolen, at de kan oprette egne skoler og uddanne imamer med offentlig støtte. Regeringen forsvarer det som “ligebehandling”, men i realiteten er det en særstilling, hvor én bestemt religiøs gruppe får ret til at sætte sin egen dagsorden.
Lokalbefolkningen kæmper imod
Modstanden mod aftalen er heldigvis massiv. Flere eksperter advarer om, at man reelt giver efter for konservative islamiske kræfter. Kritikere kalder det kulturelt selvmord. Og de har ret.
Det her handler ikke om tolerance. Det handler om at bøje sig. At gøre knæfald for særkrav. Og det er præcis den slags udvikling, der gør, at mange europæere føler sig som fremmede i deres egne lande.
Den udvikling ser vi ske i hele Europa. Især i England er befolkningen blevet træt af masseindvandringens konsekvenser, og det har bl.a. resulteret i, at Reform UK stormer frem.
Hvorfor begynder vi at have islamiske helligdage?
Spørgsmålet kan besvares relativt simpelt.
Som vi alle ved, udgør de oprindelige europæiske befolkninger en stadigt mindre procentdel af deres egne nationer, fordi den muslimske masseindvandring siden 1980’erne er vokset eksplosivt. Befolkningsudskiftningen ændrer magtbalancerne – både kulturelt og politisk.
Men der er mere: Den progressive venstrefløj har i årtier formået at vride befolkningens sind. Man har sprøjtet dem med selvhad: Vi skulle føle skyld over historien, over vores kultur, over vores landegrænser. Vi skulle tro, at vi – europæere – selv bar ansvaret for, at indvandrere kom hertil i så stort antal – og at vi “fortjente” det.
Man har solgt idéen om “kulturberigelse”. At vores samfund “vokser” og bliver ‘rigere’ ved at absorbere de islamiske kulturer. Som om kebab, gangstermusik og personfarlig kriminalitet er noget, vi bare ikke kan undvære.
Vi er blevet lært at hade os selv
Men den farligste del er det indgroede selvhad: En konstant kamp mod egen identitet. At vi europæere ikke må tro, vi har noget særligt. At vores kultur, vores historie, vores værdier ikke kan hæves over “det neutrale”. Den identitetsudviskning, der er foregået år efter år, er et ideologisk projekt: gennem Små skridt og gentagelser, er der skabt narrativer der sønderriver vores tilhørsforhold til hinanden.
Disse fire drivkræfter – demografisk forandring, venstreorienteret ideologi, systemisk selvhad og institutionaliseret kritik af det nationale – forklarer, hvorfor vi står i situationer som i Schleswig‑Holstein: En aftale, der formaliserer privilegier for én religiøs gruppe.
Vi skal dyrke og styrke vores egne traditioner
Vi skal insistere på at dyrke vores kultur, vores traditioner og vores nationale identitet. Det er ikke nostalgisk sentimentalitet — det er en nødvendig modvægt mod udvanding og assimilation.
Kultur er ikke noget statisk museum. Kultur leves, genopfriskes, overlever ved gentagelse og stolthed. Når vi fejer vore helgendage, vores nationale sange, vore folkelige skikke og egen fortælling til side til fordel for nye religiøse symboler, mister vi jordforbindelsen med os selv.
Vi må igen sige: Danmark har ret til at have sine højtider. Danskerne har ret til at fejre deres arv. Vores højtidstraditioner er fællesskabets lim. Når vi samles om højtider som Sankt Hans, Grundlovsdag, jul eller nationale festdage, forstærker vi sammenhængskraften og samhørigheden.
